Der er flere grunde til at jeg ikke bare fortsætter den her blog. For det første har jeg aldrig rigtig kunnet lide skiftet til Wordpress og for det andet kunne jeg godt tænke mig at skifte sprog til engelsk. Nå får vi at se hvordan det går.

Det er først når man stikker sig man bliver afhængig. At ryge det er helt ok.

Men jeg får det ikke gjort. I stedet får jeg vedligeholdt min Starcraft-blog, som er meget mere konfliktløs. Ingen problemer med at skrive ting folk ikke må vide på arbejde; ingen risiko for at udstille bekendte i et dårligt lys og det er meget nemmere at udvælge sig det næste emne for en blogposting.

Jeg har prøvet at lege lidt med Twitter. Jeg er ikke overbevist. Tjenesten er god nok og ideen fin, men en begrænsning på 140 tegn er altså for anstregnede. Havde man haft 500′ish tegn at gøre godt med, kunne man bruge mediet bedre. Jeg kunne i hvertfald.

Men det er utroligt hvor meget man kan tale forbi hinanden og hvor svært det kan være at forstå at jo mere information man smider i hovedet på brugeren, jo ringere bliver usability som regel også. I andres hoveder er mere information lig en mere useful applikation. Og det var jo det de mente?

Alt fra Marianne Jelveds afgang som leder af de Radikale, Ny Alliance -> Liberal Alliance etc.

Han beskriver selv sin bog som en debatbog beregnet til at illustrere hvad der sker med det danske demokrati i en tid hvor oppositionen ikke kan finde ud af noget og pressen ikke forholder sig nær så kritisk (hvis kritisk overhovedet) til den siddende regering. En uhyggelig indledning, men en god portion sandhed i sig.

Det er spændende læsning, men kan man ikke klare Peter Mogensens stil, kan man heller ikke klare bogen.

Det næste lyskryds bliver brugt til at løsne sikkerhedselen og tage jakke og overtrøje af. Nu kom vi endelig til søndre fasanvej og lyset blev tændt i kabinen foran og bakspejlet rettet til så hun kunne få anvendt sin læbestift. Ved næste kryds var det øjenvipperne.

Her skiltes vores veje, da jeg drejede ned til mig selv og hun fortsatte sin kørsel fremad. Jeg undrede mig over hvad jeg havde set og hvad hendes æriende var.

På vej hjem overvejede jeg hvad jeg skulle have til aftensmad og overvejede take-away. Valget er mellem Thai (til 15 USD) eller pizza der er billigere, men også dårligere. Udvalget føltes ikke imponerende.

Her til aften gik jeg så hjem gennem de nattetomme gader. Cykelstierne som jeg normalt er stolt af som dansker føltes pludseligt så ensrettede og ordnede. Jeg husker jeg var i Århus for nogle år siden og synes den er så ren og pæn at den fremstår som den værste gang ligusterfascisme i Pias kolonihave. Jeg kunne næste ikke tage det. Kaoset i New York virker både destruktivt og som kreativitet sluppet fri på en gang. Her har vi hverken eller. København er mere som Århus end som New York. Selv Dobb’s Ferry, der er en enklave for folk med overskud tillader mere kaos som det kan ses på den grimme julepynt eller den oppustede bjørn i plastik.

Et af de enkeltsyn der gjorde det største indtryk på mig var den advokatshop med skiltet “Divorces 400$. Spouse’s signature not needed!”. Det sender et signal om at folk lever deres liv på godt (og her knap så godt) mere i det offentlige og synligt for alle. Amerikanerne har måske set så meget af det, at de er blevet blinde, men for mig virker det meget stærkt. Jeg tror det er endnu et tegn på at man kan komme ned under den overflade der er så blank hjemme hos os i Danmark.

Mens jeg var derovre blev jeg tit grebet af en følelse af ikke at være hjemme der. At være udenfor og ikke passe hjem. Irriterende nok gik fornemmelsen ikke væk da jeg kom hjem til København.

Vi fodrede dem med chocolate-chip cookies og de tog gerne i mod. Resten af, de iøvrigt ikke særligt interessante billeder, kan ses her.

Jeg er ekstremt jet-lagged lige nu. Gik i seng i nat, men faldt først i søvn ca. 6:30. Kl. 7 ringede de så fra Air France: Var det okay de kom forbi med min kuffert mellem 9 og 12. Jeg mumlede ja og faldt om i sengen. Senere viste det sig at jeg ikke havde lagt røret.

På et eller andet tidspunkt ringede det på døren. Jeg væltede hen og åbnede men nåede da lige at tage en stor vinterfrakke om mig. Der stod en ung fyr på trappen uden for. Han bad mig skrive under på en seddel og det gjorde jeg mens jeg tiltalte ham på engelsk. I bakspejlet tror jeg han talte fint dansk, men jeg var langt væk. Så væltede jeg om i seng igen.

Den her by er larmende og overvældende. Jeg vil ikke sige jeg føler mig som en provinsbo der er kommet til staden (omend der er dem omkring mig, der gerne så mig fremstillet som sådan), men jeg er vant til ordnede forhold og det finder man ikke på samme måde her.

Vi har turistet rundt i byen og med en lokaltkendt guide er det næsten gået så hurtigt at jeg ikke har oplevet det at finde rundt selv. Omvendt har jeg sikkert også fået set nogle ting som almindelige turister ikke ser. Hvad ved jeg, der ikke har prøvet begge dele?

De sidste 3 dage har vi tilbragt i Dobb’s Ferry, ca. 30 minutter med lokaltog nord for Manhatten. Familiebesøg i en famile jeg aldrig har mødt før. Søde mennesker med et helt andet liv end det jeg har levet og konflikter jeg kender til, men ikke har nogen personlig andel i. Alt sammen i et fremmed land. Det hele har været en smule overvældende også på et personligt plan.

Lige her er der nogenlunde stille efter isbilen for en lille time siden holdt op med sin mekaniske melodi. Nu er jeg snart klar til at gå i seng og håber de sidste 2 dage i byen går mere smertefrit end turen indtil nu.

Og så er jeg trist over at efterlade Jass her med alt det indebærer. Jeg håber hun når helskindet hjem til lille København om 2 uger. Jeg er trist, men mere træt.

Jeg håber jeg får taget en masse gode billeder og oplevet en masse. Vi skal møde en masse mennesker jeg aldrig har mødt før og jeg ser faktisk frem til det. Det er mærkeligt, for det plejer jeg ikke at tænke.

At udfylde de forskellige ansøgninger for at rejse dertil er i øvrigt steget til absurde højder. Først ESTA formularen, så Air France’ tilsvarende formular. Det kan godt være USA ikke kræver visa, men det er mere besværligt at komme ind i USA end i Cuba eller Vietnam. Tro mig, for jeg har prøvet! Det kan dog godt være at det ikke er det argument man skal fremføre i immigration, når jeg står i JFK.